Hej far (novelle)

"Hej, far," hilste Sabine på sin far med et varmt smil og trådte energisk ind i værelset.

Den gamle mand vendte sig langsomt om ved lyden af hendes stemme og gengældte smilet. "Hej Sabine. Det var pænt af dig at komme," sagde han glædeligt overrasket.

Hun gik hen til ham, krammede ham og satte sig ved siden af ham i den hyggelige sofa.

"Hvordan har du det?" spurgte hun og rørte forsigtigt ved hans skulder.

"Jeg har det fint. Du ved godt, at alle over halvtreds, der vågner op uden smerter, er døde," jokede han og blinkede til hende.

Hun grinede højt. "Du er femoghalvfjerds," mindede hun ham om.

"Sig aldrig sådan noget! Nogle gange føler jeg mig endda som halvfems," mumlede han.

"Men du går stadig ture?" spurgte hun.

"Ja, selvfølgelig, mit kredsløb har brug for det," forklarede han stolt. "Jeg går en tur hver dag, uanset vejret."

De kiggede ud af vinduet, og Sabine pegede på snedækket udenfor.

"Hvordan har du det med vinteren?"

"Forfærdeligt. Minus tre grader," svarede han og rynkede brynene.

"Men solen skinner," fulgte Sabine op. "Hvorfor sagde du så 'forfærdelig'?"

"Fordi det er glat som glas. Tror du, der er andre, der gnaver, som de skal?" spurgte han og lavede en glidende bevægelse med fødderne.

"Pas på, at du ikke falder," formanede hans datter ham.

"Det skal jeg nok," forsikrede han hende.

"Og hvad har du tænkt dig at lave i dag?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå.

"Ikke andet, bare min rutine. Altid det samme," forklarede hendes far og trak på skuldrene.

"Men du er sund og rask?" spurgte hun og klappede ham beroligende på armen.

"Ja, heldigvis. Vilde heste ville ikke slæbe mig til lægen," forklarede han eftertrykkeligt. "Desuden får du ikke en tid før om flere måneder. Så vil du være rask igen eller død."

"Hvem har sagt det med aftaler?" spurgte Sabine og løftede et øjenbryn.

"Fra fjernsynet, det er i nyhederne hver aften."

"Ser du meget fjernsyn?" Sabine ville gerne vide det.

"Hvad skulle jeg ellers gøre?" svarede han. "Men der er kun genudsendelser eller quizprogrammer eller fodbold."

"Mødes du nogle gange med nogen?" Sabine ville vide det.

"Hvorfor det? Jeg kender ikke nogen længere," forklarede han opgivende. "Alle taler alligevel kun om sygdomme."

"Far, du kan ikke sørge over mor for evigt," sagde hun medfølende og tog ham i sine arme. "Du har brug for at være sammen med mennesker igen."

"Og hvordan skal det fungere? Jeg kender ikke engang navnene på dem, der bor i huset. Mange af dem har sjove navne," sukkede han og trak på skuldrene.

"Du sagde, at du ville med til seniormødet," mindede Sabine ham om.

"Du ville have mig til at tage derhen," indrømmede han modvilligt.

"Så tog du af sted?"

"Hvad skal jeg lave der? Lytte til gamle mennesker, der jamrer?" svarede han og trak på skuldrene. "Desuden kan jeg ikke forstå noget, når de alle taler på samme tid."

"Du sagde, at du ville have en høretest."

"Jeg har ikke brug for en test, og jeg har ikke brug for ting i mine ører. De fløjter og falder ud hele tiden."

"Far, jeg har travlt, og jeg har en masse at lave. Vi ses igen," sagde Sabine, som allerede stod ved døren og vinkede farvel.

"Ja, Sabine, det gør du," svarede han og vinkede tilbage. "Hvordan har du det egentlig?"

Men hans datter havde allerede lukket døren bag sig.

Hans undskyldte over for Renate, at han var kommet for sent til mødet i hendes café.

"Jeg skulle lige tale med min datter," forklarede han og trak en stol frem.

"Det gør ikke noget. Er alt i orden med hende?" spurgte Renate.

"Ja, hun har meget at tænke på med sin egen familie. Hun har altid travlt."

"Har du fortalt hende om dine nye høretelefoner, og hvor godt de passer og virker?"

"Nej, det har jeg helt glemt. Det gør jeg næste gang."

"Men du må indrømme, at det var et godt tip med seniormødet," smilede hun. "Hvordan skulle vi ellers have mødt hinanden?

imprint     data privacy     images by www.pixabay.com